Odderen er på mange måder en firstmover, når det kommer til nordisk gourmet. Den er ikke bleg for at gå ombord i naturens køkken, hvor den spiser slanger, som var de spaghetti, og frøer, som var de Kajkager. Når det kommer til kaffe, er den heller ikke bleg for at eksperimentere. Den er derfor begyndt at lave sin egen version af den eksklusive balinesiske Luwak kaffe. Luwak kaffe er kendetegnet ved, at bønnerne bliver spist og derefter passerer fordøjelsessystemet. En hygiejnisk proces, som med garanti vil give enhver embedsmand fra Fødevarestyrelsen hovedpine, men som resulterer i en bønne næsten uden syrlighed, som har en rund og mild smag. Odderen har valgt at kalde sin version for “An Otter Coffee”. Skål!